Test: Cannondale Synapse Carbon Disc 105 - Del 5

Kristoffer Johnson har gennem de sidste par måneder test den nye Cannondale Synapse Carbon Disc 105 racercykel. Hør om hans oplevelser og erfaringer med cyklen. Dette er det femte afsnit i serien.

Den 24. December kom Julemanden forbi med et par 30mm Schwalbe CX Pro dæk. Grundet kolde, mørke og glatte tider, stod de nemlig øverst på ønskelisten. Jeg har været spændt på, hvordan Synapse ville klare sig med lidt mere mønster, og derfor er jeg denne gang taget lidt væk fra den trygge asfalt og ud i det uvisse. 

Først og fremmest synes jeg den ser hamrende sexet ud med de nye sutter. Med skivebremser og de brede dæk ligner den en nådesløs grus-rydder. Endurance cykler, som Synapse, er designet med lidt mere spillerum til større dæk, end man normalt finder på racercykler. Bredere dæk er som regel mere komfortable og giver bedre vejgreb, styreegenskaber og større alsidighed til at udforske forskelligt underlag. Til gengæld får man et højere inertimoment på hjulet pga. den ekstra masse. Det vil i praksis betyde, at det tager lidt af accelerationen og kræver lidt ekstra bremsekraft.

Min oplevelse med bredere(og dybere) dæk har helt klart været positiv. Komforten er som sagt forbedret. Jeg har været ude på diverse skovstier, grusveje og græsplæner for at teste den midnatsblå hævner. Samme oplevelse som på landevejen, så har den nogle fantastiske stødabsorberende egenskaber – jeg svæver over ujævnheder, sten og faldne kviste med en stadig imponerende hastighed. Det er naturligvis ikke en MTB, men den gør det godt, og giver mig i dén grad mulighed for at udforske naturen. 

Gearmæssig synes jeg 11-32 kassetten spænder rigtig bredt, og giver masser af gear til at klare stejle bakker. Skivebremserne er ligeledes perfekte til den danske jungle. Det kommer nok ikke som en overraskelse, eftersom de er populære på både cross og MTB cykler. Som nævnt i tidligere indlæg, så påvirkes de hverken af vådt vejr eller beskidte forhold - de er forudsigelige, kraftfulde og giver god kontrol.

Synapse kan bruges til næsten alt, men selvom skivebremserne og ”affjedringen” er imponerende, så er Synapse altså en landevejscykel. Hvis man virkelig vil prøve kræfter med Cross eller hårdt terræn, så vil jeg anbefale en cykel specifikt til formålet. Synapse er til ryttere som mig, som gerne vil lidt af det hele, men ikke vil have en cykel til hver kategori. Hvis man med fordel har to fælg/dæk og sko/pedal opsætninger, er den umådelig alsidig. I den tid jeg har testet den, har det været min landevejscykel, crosscykel og pendlercykel – og den har ikke skuffet. 

Den mørkeste tid er heldigvis overstået, og inden længe får vi (forhåbentlig) varmere vejr. Selvom det har været en vinter fuld af fede ture, må jeg ærligt indrømme, at jeg glæder mig til forår og sommer. Næste indlæg bliver det sidste, hvor Cannondale Synapse vil få min endegyldige bedømmelse. Jeg håber I vil læse med. 

 

Kristoffer 

FRI-VILLIG TESTER

FRI-VILLIG TESTER

Løbende gennem året får nogle af vores Facebook følgere lov til at teste et produkt fra vores sortiment, hvorefter han/hun kommer med sin ærlige mening om produktet. Denne gang er det Kristoffer, der har fået muligheden for at teste den spritnye 2018-model af Cannondale Synapse Carbon Disc 105. Herunder kan du læse det første indlæg i en serie af flere opdateringer fra Kristoffer, der over det næste halve år, vil fortælle om sine oplevelser med cyklen.

Denne Fri-Villig test nummer to i rækken af større cykeltest, vi har afholdt. Vi havde igen i denne omgang en lang række utroligt kompetente kandidater til posten som testperson og over 1300 ansøgninger i alt! Derfor har vi også brugt ekstra lang tid på at udvælge vores testperson, så du kan få en dybdeborende anmeldelse af cyklen. Vil du gerne vide, hvordan en racer med skivebremser er? Eller om SAVE Micro Suspension-systemet fungerer? Er du i tvivl om, hvad du skal lægge vægt på, når du skal købe en racercykel? Kristoffer vil løbende komme med opdateringer omkring oplevelsen med cyklen og herigennem vil du forhåbentlig få svar på, de spørgsmål, du måtte have. Har du flere spørgsmål er du altid velkommen til at skrive til os eller spørge hos din lokale Fri BikeShop-forhandler.

Er du selv interesseret i at blive tester? Eller har du et spørgsmål til Søren? Følg med på vores Facebook-side og skriv en kommentar til os.

MØD VORES TESTPERSON

Jeg hedder Kristoffer Johnson, er 27 år og bosat i København. Jeg er uddannet designingeniør og arbejder til daglig med produktudvikling i medicobranchen.

Jeg er har altid været meget sportsinteresseret, men cykling er min store passion. Cykling har en stor meditativ effekt, og det giver mig en enorm frihed, at cykle afsted på landevejene. Her kan jeg reflektere over den daglige trummerum, slippe bekymringerne og udelukkende fokusere på nuet – naturen, kroppen og åndedrættet.

Fri BikeShop har givet mig fornøjelsen af at blive Fri-villig tester af en Cannondale Synapse Carbon 105. I løbet af det næste halve år vil jeg dele mine oplevelser og erfaringer med cyklen, og det glæder jeg mig meget til!

Inden længe skal jeg ud og være ét med vejen. Jeg håber I vil følge med, og ikke mindst at vi ses derude.

Interesseret i racercykler?

Er du nysgerrig på at vide hvilke muligheder du har, hvis du leder efter en ny racercykel? Klik gennem vores filtre, tilpas din søgning til lige netop dit behov og se vores video, hvor vi forklarer hvad du skal være opmærksom på, når du kigger efter en ny racercykel.

Se udvalg