Test: Scott Spark 960 - Del 3

Søren Breinholt har fået den store fornøjelse af at teste den nye fuldaffjedrede Scott Spark 960 mountainbike. I dette afsnit sætter Søren fokus på det, der kan gøre køreoplevelsen i skoven endnu bedre - nemlig den rette beklædning.

Vinterbeklædning

Tæerne fryser, fingrene er følelsesløse og chill-faktoren truer halsregionen med en omgang sygdom. Vinteren er i særdeleshed stadig over os, selvom foråret står nært for døren!

De fleste er før blevet overrasket af kulden, men så sandelig også af at være klædt for varmt på! Det er en besværlig balancegang at få udstyret sig med den korrekte mængde tøj til MTB-turene i det danske klima. Jeg har mange gange fejlet i denne kunst og er enten kommet hjem som en frossenpind eller som en finsk sauna på overarbejde. Disse erfaringer vil jeg forsøge at koge sammen til min beskedne samling af cykeltøj.

Som inderlag har jeg altid en bomuldsundertrøje, der kan transportere sveden væk, men som også kan give varme. På benene har jeg fundet et par ¾ lange sportsunderbukser, som har få og meget flade syninger. Hvis der er for mange syninger vil det kunne gnave ved længere ture. For mig, er boxershorts den sikre vej til øm bagdel dagen efter – så hellere køre helt uden noget inderst.

En undertrøje med lange ærmer er næste lag, sammen med tynde lange BIB cykelbukser. På fødderne har jeg denne sæson opgraderet til et par varme termosokker fra GripGrab. Ved meget kolde dage eller dage med meget vind tager jeg et par tykkere cykelbukser udenpå. Disse er vandafvisende og rimelig vindtætte.

På overkroppen tages en vest på, for at beskytte torso mod underafkøling. Denne har lynlås. så jeg også kan komme af med varmen hvis det bliver nødvendigt. Yderst har jeg den obligatoriske gule refleksjakke. Den er ikke faconsyet, ej heller smart, men DU BLIVER SET!

Tillægsudstyret består af en halsvarmer, tynd hjelmhue, handsker afhængigt af temperaturen, en aldrende cykelhjelm med lygtemount på toppen, et par briller og mine elskede vinterstøvler fra Scott. Disse har Gore Tex membran og plys-indtræk. Det er en af de bedste investeringer jeg har gjort i flere sæsoner. Jeg var plaget af kolde tæer og ankler hele sidste sæson, men har ikke mærket kulden siden de nye støvler kom på.

Opsamling

Min erfaring med det tøj, jeg har til rådighed er, at det er en god ide at tage en rygsæk med på turen, indtil du er dus med de forskellige lag, der er til rådighed. Dagene er aldrig de samme og naturen er lunefuld.

Rigtig god fornøjelse i skovene – klæd Jer på efter vejret og pas på Jeres grej!

Mød vores testperson

"DAGEN! Den eftermiddag hvor mørket hastigt vinder over de sidste solstråler, hvor ugens arbejde endelig er overstået og man kan se frem til et par dage uden presset fra hverdagens krav. Der står den badet i lys i butikken – klar til test.

Jeg hedder Søren. Er 37 år. Bosat i Hedensted med en fantastisk hustru og to dejlige piger på 5 og 9 år. Mit arbejdsliv består af teknisk support, produkttræning og problemløsning i autobranchen. I min fritid nyder jeg naturen på en så varieret måde som muligt. Undervandsjagt, fiskeri, jagt, gåture og ikke mindst MTB ture.

Det hele startede for et par år siden, hvor jeg fik lov til at prøve en vens MTB. Lige nøjagtigt denne oplevelse fik mig til at finde min indre drengerøv frem igen. Jeg følte mig som en ung knægt der var uovervindelig. MTB er nu blevet en saltvandsindsprøjtning og pusterum i min ellers travle hverdag. Jeg ELSKER at komme ud at rulle."

Læs del 1

Interesseret i MTB?

Er du nysgerrig på at vide hvilke muligheder du har, hvis du leder efter en ny mountainbike? Klik gennem vores filtre, tilpas din søgning til lige netop dit behov og se vores video, hvor vi forklarer hvad du skal være opmærksom på, når du kigger efter en ny mountainbike.

Se udvalg