


Ladcyklernes Volvo
Kangaroo Luxe er ladcyklen til dig og familien, som ønsker at få nye muligheder til jeres fremtidige transport, pendling og oplevelser på cykelstien. Kangaroo Luxe, fra det danske cykelmærke Winther, er en af de absolut bedste ladcykler inden for sin genre. Ønsker du at komme effektivt fra A til B samtidig med at du får mere kvalitetstid med børnene, kunne denne ladcykel være noget for dig.
Kåret som bedste ladcykel i test, er Winther Kangaroo Luxe ofte blevet kaldt ’ladcyklernes Volvo’. Det er noget der især gennemtrænger sig i ladcyklens fokus på sikkerhed, køreevne og lækkert skandinavisk design, der får alt til at gå op i en højere enhed.
Denne køreklare udgave af Kangaroo Luxe, er udstyret med særligt håndplukkede komponenter fra de eksklusive hylder. Dette betyder blandt andet 8 udvendige gear, torsionsaffjedring, punkterhæmmende dæk, hydrauliske skivebremser som virker i al vind og vejr samt en kraftfuld 250W/36V baghjulsmotor fra Promovec som nogle af højdepunkterne.
Plads til børn og andet
Hvis du overvejer at købe en ladcykel, er det formentlig også fordi du har planer om at medbringe noget eller nogen. Og selvom meget kan lade sig gøre med lidt hjælp fra en børnetrailer eller en barnestol, kan det sjældent hamle op med en ladcykel.
Navnet Kangaroo kommer af, at en kænguru på sikker vis transporterer sine børn i pungen foran - på samme måde som en Winther ladcykel, der gør det muligt at transportere dine børn sikkert fra a til b mens de sidder foran i ladet. Kabinen på Kangaroo Luxe er designet med særligt fokus på at give dine børn den mest sikre og komfortable cykeltur.
Kabinen er ekstra rummelig med en længde på 95 cm og en albuebredde på 77 cm. Det giver god plads til op til 2 børn, med en højde på op til cirka 135 cm. Du kan samtidig tilpasse kabinens indretning alt efter dit behov, med de 2 medfølgende sæder, som kan tages ind og ud, hvis du f.eks. skal gøre plads til at have noget ekstra bagage med på farten.
De 2 sæder er designet med et sikkert alustel, der er overtrukket med slidstærkt netstof. Sæderne er komfortable og yder samtidig en god fleksibilitet til de dage, hvor dine børn måske har brug for at benytte cykelturen til at tage en ekstra lur. Du kan nemt indstille sædernes ryglæn til hvileposition og gøre børnenes lur ekstra rolig og komfortabel. Med den sikre 5-punkt sele, er børnene stadig trygt fastspændt, også mens de sover.
Du kan også vælge at dreje sæderne 180 grader, hvilket giver mulighed for at lade børnene vende med ansigtet mod dig, mens I drøner afsted på cykelstien. Rul kalechen ned, og kør sæderne ind baglæns, på den robuste aluskinne i bunden af kabinen. Det giver en unik mulighed for at få snakket sammen, mens I kører fra A til B.
Kangaroo Luxe gør det let for børnene at stige ind og ud af ladcyklens kabine. Kabinens lave indstigningspunkt i fronten af cyklen gør det nemt, selv for de mindste, at træde ind og ud helt selv. Det gør, at du sparer dig selv for mange uhensigtsmæssige løft. Med en dobbeltbenet støttefod i ladcyklens front, er cyklen ekstra stabil ved ind- og udstigning, og med skridsikker belægning i bunden af kabinen, står børnene godt fast – selv efter en tur i skoven, når skoene kan være beskidte.
Komfort og sikkerhed i køreegenskaber
Ofte har man brug for at vende sig en smule til en ladcykels køreegenskaber, da stelkonstruktionen i mange tilfælde virker meget ’stiv’ og ofte ikke tager højde for, at det forlængede cykeldesign og den ekstra vægt påvirker den måde du styrer cyklen på. Det har Winther med Kangaroo Luxe-modellen valgt at gøre op med.
Med en stelkonstruktion, som er designet med kronrør i et vridningsstabilt og rigtig stærkt aluminiumstel, får du et solidt og forholdsvist let stel. Cyklen er derudover udstyret med en styrdæmper, som sikrer dig nogle enormt stabile køreegenskaber, der gør det let at manøvrere og håndtere ladcyklen.
De to 20” forhjul er vinklet en smule, så den øverste del af hjulene vender ind mod midten af cyklen, mens den nederste del af hjulene vender væk fra cyklen. Det er faktisk tydeligt at se, hvis du kigger på cyklen forfra. Det gør, at Kangaroo Luxe får en endnu bredere (sporvidde) afstand mellem sine kontaktpunkter på asfalten, hvilket giver ladcyklen en utrolig mærkbar stabilitet i svingene.
Køreegenskaberne på Kangaroo Luxe er faktisk så omtalte, at de i en ladcykel test af Dansk Cyklistforbund og 24Timer, var en af de mest udslagsgivende faktorer. Da Kangaroo Luxe blev kåret som bedst i test, lød det således: ”Winther Kangaroo er testvinder, fordi kabinen er rummelig og meget sikker. Samtidig er den manøvredygtig og næsten umulig at vælte i sving. En tendens som en del ladcykler kan have.” Kilde: 24Timer.
Med sit gennemgående fokus på komfort, har Winther desuden udviklet ladcyklen med torsionsaffjedring i forhjulene, der virker som støddæmpere og gør din kørsel ekstra blød og behagelig – både for dig og dine passagerer. Samtidig påvirker det også den måde cyklen f.eks. håndterer uregelmæssigheder i vejen på.
Skivebremser på forhjulene som standard sikrer, at cyklen bremser sikkert i al slags vejr. Tilsammen gør det, at ladcyklen har nogle af de mest ekstraordinære køreegenskaber for en ladcykel.
Sikkerhed i top
Winther Kangaroo Luxe er designet og håndlavet i Danmark, hvilket sikrer dig maksimal kvalitet og sikkerhed.
Bundkassen på Kangaroo Luxe er fremstillet i solidt slagfast og stødafvisende polyethylen. Bundkassen fungerer som en beskyttende omkredsning af kabinen, som vil tage imod slaget, hvis I skulle være ude for et uheld. Plastmaterialet er udformet uden skarpe kanter, hvilket både giver ekstra komfort og et ekstra stilfuldt design. Med dette solide design, er ladcyklen blevet godkendt til at kunne køre med op til 100 kg. last udover førerens egen vægt.
De stærke alubøjler, som også holder kalechen, har den grundliggende funktion at yde en ekstra beskyttelse over børnenes hoveder. Skulle uheldet derfor være ude, vil bøljerne tage imod slaget, i stedet for at udsætte børnene for fare.
Denne model er udstyret med integrerede LED for- og baglygter, som nemt tændes og slukkes gennem motordisplayet på styret. LED lygterne sikrer et skarpt lys og er indbygget meget diskret, som en del af ladcyklens design. Lygterne får strøm direkte gennem motorsystemets batteri, og dermed er du sikret at lyset altid er tændt, helt uden at skulle tænke på at skifte batterier. Der er placeret reflekser foran og bag på bundkassen, samt langs kalechen er desuden placeret reflekser, så andre trafikanter tydeligt kan se dig i mørke.
Udover integrerede lygter, kommer denne udgave også med præmonterede punkterhæmmende dæk fra Schwalbe. Dækkene er udstyret med et ekstra tykt 5mm SmartGuard indlæg, som gør at skarpe genstande har virkelig svært ved at trænge igennem til dækkets slange. Det gør cykelturen til en fornøjelse og du undgår trælse punkteringer.
Elsystem og gear
På grund af ladcyklens størrelse og ofte tunge last at fragte, vælger langt de fleste at investere i en ladcykel med elmotor for at få en ekstra hjælpende hånd. Derfor har vi valgt at udstyre denne udgave Kangaroo Luxe med et kraftfuldt motorsystem, som gør det nemt at komme fra A til B uden sved på panden og ømme ben.
Elcykelsystemet består af en Promovec motor, der er tilkoblet et højkapacitets batteri, som giver ladcyklen en enormt stærk og let baghjulsmotor.
Promovec elmotoren er udført i et elegant design og vejer 3,8 kg. Det elegante design er også med til at skabe det integrerede slanke design, som matcher Kangaroo Luxe’s afrundede design perfekt.
Motoren kan yde 250 watt og giver et udgangsmoment på 48 Nm, hvilket giver ladcyklen masser af kraft, både op ad de stejle bakker og i hurtige accelerationer. Motoren er lydsvag og holdbar i alle vejrforhold.
Motorsystemet er drevet af et kraftfuldt Li-ION batteri på 561 Wh (svarende til 15,6 Ah), der er placeret på bagagebæreren. Sammen med motoren giver batteriet dig en estimeret rækkevidde på op til 45 km på en enkelt opladning, alt efter terræn, vejrforhold, last og hjælpeniveau. For at forlænge batteriets levetid anbefaler vi, at du tager batteriet af cyklen efter endt tur og opbevarer/oplader det ved stuetemperatur.
Med 8 gear kan du altid cykle i lige det tempo, der passer dig bedst. Gearene er udvendige, som gør at de har en lavere vægt og en højere kraftoverførsel. Husk dog at udvendige gear kræver vedligeholdelse – især i vinterhalvåret. Derfor henviser vi til vores livstidsservice, da gearene indimellem har behov for vask og smøring og med livstidsservice slipper du helt for disse bekymringer.
På toppen af styret sidder det brugervenlige info-display, som opsamler alle informationer fra motorsystemet. Herfra kan du holde øje med og kontrollere hele systemet, så du får den bedste køreoplevelse. Med en trådløs elektronisk knap på styret kan du skifte mellem de 4 hjælpeniveauer og walk-assist. Fra displayet kan du blandt andet også overvåge dit gearvalg, batterilevetid, samt tænde og slukke cykellygterne.
Komfort
Kangaroo Luxe sørger for at du altid får en god køreoplevelse. Det gælder ikke bare for passagerne, men ligeledes for dig der fører cyklen. Med det multijusterbare styr, kan du nemt indstille styrets højde så det passer til din køreposition, og med et quick-release spænde på sadelpinden, har du samtidig mulighed for hurtigt at indstille din sadelhøjde til den optimale kørestilling. I sadelpinden er der samtidig indbygget en integreret affjedringsmekanisme, der sammen med den polstrerede sadel, giver god støddæmpning på ujævne underlag.
Stelkonstruktionen er udformet med lav indstigning, hvilket giver ladcyklen et lavt tyngdepunkt, og samtidig gør det utrolig let at stige af og på cyklen. På den måde behøver du ikke at svinge benet over en høj stang, når du skal op og i gang.
Features
I regn og blæst beskytter den bygetætte nylon-kaleche dine børn og andre sager fra at blive våde, mens de integrerede hjulskærme foran og bagpå sørger for at mudder og vand ikke sprøjter op på dig når du cykler.
Når det bliver varmt og soler skinner, har du mulighed for at åbne sideruderne op – både helt eller delvist alt efter vejret. På denne måde kan du hurtigt få luftet ud i kabinen. Er det rigtig varmt, kan du vælge at folde fronten helt op, som også gør det en del nemmere at snakke sammen under cykelturen.
Bag kabinens sæder er der ekstra plads til ekstra bagage, som f.eks. en indkøbspose eller lignende. Her er vægten stabilt placeret og undgår at det rutsjer rundt eller bliver klemt. Med en praktisk lynlåslomme bagpå, har du let adgang til bagagerummet, hvor der også er placeret en udvendig net lomme, til hurtig opbevaring af små sager som f.eks. snacks til turen.
Personliggør med ekstraudstyr
For dig, der ønsker at cykle med dit barn under 18 måneder, anbefaler vi at tilkøbe en ekstra stoleindsats eller støttepude, som kan monteres direkte på de eksisterende netsæder. Der findes forskellige modeller af disse helt ned til babyer på blot 1 måned gammel. Vi anbefaler dog at man venter til at babyen er 3 mdr.
Vi tilbyder f.eks. babyløsninger, som både indebærer en ekstra babysæde indsats til børn i alderen fra 2-9 måneder eller fra 7-15 måneder, samt en ekstra hovedstøttepude til nyfødte.
Det er også muligt at tilkøbe ekstraudstyr som f.eks. insektnet, solskærm, ringlås og regnslagscover. Du kan få et overblik over alt ekstraudstyr i din lokale Fri BikeShop.
Hvordan får jeg fat i den?
At skulle investere i en ladcykel er en stor beslutning, som tit kræver meget overvejelse. Derfor anbefaler vi altid, at du prøvekører en eller flere modeller i din lokale Fri BikeShop inden køb. På den måde får du et bedre indblik i den specifikke ladcykels køreevner og i dine personlige behov.
I samarbejde med Winther sørger vi for at din nye ladcykel er 100% klargjort til dig og at eventuelt ekstraudstyr er installeret ved afhentning. Dermed er din nye ladcykel køreklar, så snart du afhenter den, så i kan cykle afsted med det samme. I nogle byer er det desuden muligt at få leveret sin ladcykel klargjort til døren. Hør mere om denne mulighed hos din lokale Fri BikeShop.
Det er samtidig en stor økonomisk beslutning at skulle investere i en ladcykel. Synes du, at prisen virker uoverskuelig? Så kan du med muligheden for delbetaling splitte ladcyklens pris op i mindre bidder, så du ikke behøver at ligge en stor engangsbetaling. Forespørg en delbetaling i din butik eller læg ladcyklen i kurven og bestil med finansiering online.
Som med alle nye ting, er det vigtigt at vedligeholde sin ladcykel, så den altid er funktionsdygtig. Meget af vedligeholdelsen kan klares med et par handy hænder, men vil du helst slippe for oliefingre, sørger vi gerne for at holde din nye ladcykel serviceret. Med landsdækkende værksteder har du altid god service inden for rækkevidde.
Vedligehold af ladcyklen
Kalechen må ikke maskinvasken, men kan vaskes med vand og sæbe med en blød børste eller svamp, mens den er monteret på cyklen. Bemærk at kalechen er bygetæt, men ikke 100% vandtæt. Derfor anbefaler vi, at man opbevarer ladcyklen et sted, hvor der er overdækket eller f.eks. bruger et regnslag.
Kalechens levetid forlænges, hvis du undgår at stille cyklen i direkte sollys gennem længere tid og i stedet benytter regnslaget. Ved længere tids opbevaring er det vigtigt at cyklen står et tørt og ventileret sted.
Om Winther
Winther er en af Danmarks ældste cykelfabrikker, som har rødder helt tilbage til 1932. Det familieejede brand har gennem mange år produceret højkvalitetscykler i samarbejde med både industrieksperter, fysioterapeuter, forskere og designere, til at skabe de mest ideelle køretøjer til at lette hverdagen. Med fokus på dansk design, kvalitet og sikkerhed, har Winther skabt sig et anerkendt omdømme især inden for ladcykler, som enkeltvis bliver samlet i hånden på deres fabrik nær Silkeborg, for at sikre den ypperste kvalitet.
*Bemærk: Lås på produktbilleder er ekstraudstyr