Kundeservice - Man-Fre 09-16

Guide: Lås din cykel korrekt

Ved du hvordan du bedst muligt sikrer dig og din cykel mod cykeltyvens lange fingre? Fri BikeShop giver dig gode råd til, hvordan du låser din cykel korrekt!

Hvert år forsvinder op mod 70.000 cykler i Danmark, og måske er du selv en af de uheldige, som har fået stjålet en cykel? Her får du cykelhandlerens egne tips og tricks til, hvordan du låser din cykel forsvarligt fast og giver cykeltyven grå hår på hovedet.

Sørg for at låse din cykel fast

En god lås er alfa og omega i kampen mod cykeltyvens lange fingre, og de fleste låser da også troligt cyklen med den fastmonterede lås, der sidder ved cyklens baghjul. Desværre tager cykeltyvene gerne en bil eller varevogn i brug og kører afsted med din låste cykel, eller løfter cyklens baghjul fri fra jorden og spadserer hen ad fortovet med din cykel ven uden at vække den store opsigt.

En kædelås, wirelås eller foldelås har det til fælles, at de låser cyklen fast til en anden genstand og i kombination med den fastmonterede lås, giver det ekstra sikkerhed og gør det langt sværere at stjæle din tohjulede hjælper. Låser du cyklens stel fast til en lygtepæl eller lignende må tyven have skærebrænderen eller boltsaksen op af tasken – og risikoen for at du mister din cykel bliver derfor væsentligt mindre.

Vi anbefaler derfor at du anskaffer dig en ekstra lås til din cykel som kan låse den fast til en anden genstand. Husk samtidig at låse cyklen med den fastmonterede lås der allerede sidder på cyklen – ellers dækker forsikringen i de fleste tilfælde ikke. Læs mere her, omkring dit valg af rigtig cykellås.

Sådan skal du gøre...

  • Lås cyklen fast direkte gennem stellet. Bruger du en wirelås, skal du placere låsen højt, så cykeltyven ikke kan lægge wire og boltsaks på jorden og bruge sin kropsvægt til at klippe låsen over.
  • Vær også opmærksom på hvad du låser cyklen fast til. Et cykelstativ af jern kan se stærkt og robust ud, men være hult indeni i hvilket gør det blødt som smør for en skærebrænder. Sørg i stedet for at låse cyklen fast til en genstand af massivt jern såsom en lygtepæl, et tykt gelænder eller lignende - så er du sikret bedst muligt.

Sådan skal du IKKE gøre

  • Det er naturligvis vigtigt rent faktisk at låse cyklen fast til en anden genstand. Nogle gange ses det desværre i gadebilledet, at cykellåsen bliver ført gennem cykelhjulet uden at blive låst fast til en lygtepæl, hegn eller lignende. Cyklen er naturligvis sværere at stjæle og tage i brug med det samme på denne måde, men det er stadig hurtigt og nemt at læsse den ind i en varevogn og suse væk.

  • En anden typisk fejl er at fastlåse cyklen til en genstand gennem et af cyklens hjul. Det tager ikke cykeltyven mange minutter at afmontere et cykelhjul, og køre resten af cyklen væk i bil.
Husk altid at låse cyklen fast gennem stellet – aldrig gennem cyklens hjul!

Overvej hvor du stiller din cykel

Udover at låse din cykel godt fast kan du selv gøre mange andre ting for at undgå tyveri af din cykel. Tænk over hvor du stiller din cykel. Har du mulighed for at stille din cykel i en kælder eller trække den ind i din lejlighed om natten? Cykeltyven kan ikke stjæle en cykel han ikke kan finde. Har du ikke mulighed for at skjule cyklen inden døre, er det smart at gøre det direkte modsatte. Placér cyklen et oplyst offentligt sted med mange forbipasserende. Det er mere sandsynligt at cykeltyven hiver skærebrænderen op af tasken i en mørk baggård end på et åbent oplyst torv.

Fjern ekstraudstyr

Det er derudover en god idé at fjerne spændende ekstraudstyr. Der er større risiko for, at cykeltyvens øjne falder på netop din cykel, hvis den er spækket med ekstraudstyr som cykelcomputer, dyre lygter, pumpe og lignende. Fjern derfor altid ekstraudstyr når du stille din cykel fra dig. Et ekstraudstyr, der dog er nyttigt at lade sidde på cyklen, er en ABUS Diims genfindingsfunktion, som kan hjælpe dig med at finde frem til din cykel, hvis den bliver stjålet.

Tegn en cykelforsikring

Skulle uheldet være ude, og din cykel er forsvundet er det rart at have din cykel forsikret, så du kan købe en ny. Hos nogle forsikringsselskaber kan du endda betale lidt ekstra og slippe for selvrisiko på forsikringen. På den måde kan du få en stor del af det oprindelige beløb udbetalt selvom det kan være længe siden at du købte cyklen. Læs mere om, hvad du gør, hvis uheldet er ude og følg Fri BikeShops råd til, hvordan du anmelder og efterlyser din cykel.
 

Vind komplet cykelsæt fra INNERGY

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, hvor du får tilbud, cykelviden og spændende inspiration. Du deltager samtidig i løbende konkurrencer. Tilmeld dig senest den 30. juni 2017 og deltag i lodtrækningen om et komplet cykelsæt fra INNERGY. Sættet består af cykeltrøje, cykelshorts, cykelhandsker, cykelsko og en cykelhjelm. Vinderen kontaktes direkte i uge 27.

Ved konkurrencer kan du også deltage ved at sende en mail her