Vi tager hensyn - læs alt om vores Corona-tiltag her

5 sjove cykellege for børn

Kickstart dit barns cykelglæde med cykelleg. I dette opslag vil du lære hvordan du på en sjov måde, kan lære dit barn at cykle og blive tryg i trafikken gennem cykelleg.

5 sjove cykellege for børn

Jeg ved ikke hvordan du har fundet frem til denne side. Men jeg vil dog gætte på at du selv har børn, og måske er i gang med at lære dit barn at cykle, eller søger inspiration til lærerige børneaktiviter med familien. Hvis det er sandt, så er du kommet til det rette sted.

I denne artikel vil jeg vise dig 5 cykellege, som du selv kan lege med dine børn – lege som både er lærerige, underholdende og måske også lidt udfordrende.

Hvorfor flytte legen over på cyklen?

Mange tror, at det i dag er helt naturligt, at alle børn kan finde ud af at cykle. Sådan er det dog ikke nødvendigvis. Selvom Danmark anses som en cykelnation – det mener vi også selv – så har udviklingen over de seneste tre årtier været, at færre børn stiger op på cyklen, for at komme i skole.

I 90’erne cyklede godt 7 ud af 10 børn i skole, mens det i dag er nede på cirka 5 ud af 10 børn, der cykler i skole (Kilde: Cyklistforbundet). Set i sammenhæng med, at de kommende generationer ser ud til at blive mere og mere stillesiddende, udgør tendensen ikke bare en udfordring i forhold til Danmarks mangeårige cykelkultur, men også for vores folkesundhed, trængslen i byerne og for klimaet.

”Cykling giver sunde og glade børn – og så er cykling en færdighed alle kan have gavn af gennem hele livet.” - Cyklistforbundet

For at få børnene tilbage ud på cykelstierne, er det vigtigt at vi også træner dem til de situationer, de kan komme til at møde i det virkelige liv – og den bedste måde at forberede børnene på cykelstiens eventyr, er gennem leg!

Cykling giver glade og sunde børn

Med leg får børnene hurtigt kendskab til deres cykel og de bevægelser det indebærer. Alle erfaringer peger også i retning af, at jo tidligere dit barn bliver fortrolig med sin cykel, desto nemmere vil det også have ved at udvikle sine færdigheder på cyklen senere hen – både med hensyn til at blive tryg på to hjul, men også med at blive sikker i trafikken.

Nå ja, og endnu en bonus er, at det er super skægt – både for børn og voksne!

Øvelse gør mester – virkelig!

En cyklist, der er optaget af at holde sin balance og fastholde fødderne på pedalerne, er ikke klar til at komme ud i trafikken. Derfor er cykellegens gyldne mål noget så simpelt, som at gøre det naturligt at cykle helt ubevidst.

Når først du har lært at cykle, tænker du ikke over, at cykling faktisk er en rimelig udfordrende øvelse. Det er faktisk slet ikke så nemt at finde det naturligt at cykle på to hjul – især ikke, når det endda nogle gange kan være svært at gå på to ben!

Se også: Hjælp dit barn godt i gang med at cykle

Men alle kan lære det, og især børn, lærer helt ufatteligt hurtigt og ser det som en kæmpe sejr at kunne tage cyklen selv. Det kræver dog øvelse, og gennem den øvelse bliver barnet stimuleret på næsten alle områder – det er derfor børneeksperter er vilde med cykler.

Lær dit barn at cykle

Når man øver sig i at cykle, stimulerer du nemlig både motorikken, sanserne, intellektet, sundheden og ikke mindst selvtilliden. Det er alle sammen evner vi gerne vil have vores børn lærer og som har stor betydning for deres udvikling.

Hvis du selv prøver at forestille dig alle de bevægelser og overvejelser du egentlig gør dig, når du cykler, bliver du måske overrasket, hvor meget koordinerer – det drejer sig altså både om balance, koordinering, orientering, distribuering og besparelse af kræfter, afstandsvurdering, vurdering af objekter i bevægelse og en endeløs række af andre øvelser.

Sådan kommer du i gang med cykelleg

Grib cyklen og kom i gang allerede i dag. Det kræver ikke det store at komme i gang med cykelleg, så længe du har mod på at lade fantasien slippe løs. Før vi viser dig vores 5 yndlings cykellege, får du her et overblik over, hvad du skal forberede dig på.

  • Hvor mange skal vi være?

    Mange cykellege bygger på at man er en større gruppe cyklister. Da dette ikke altid er muligt, har vi derfor udvalgt en række lege, som du sagtens kan være bare ét barn og én voksen til, for at stable på benene.

    Det giver dig mulighed for at gøre det hjemme fra villavænget, i stedet for at skulle afhænge af at samle en flok. Samtidig betyder det også at det giver god mulighed for at dit barn at begynde i sit eget tempo og mærke sine egne grænser af i trygge rammer.

  • Hvor kan jeg gøre det?

    Som cyklist skal man være forberedt på alle slags underlag, og derfor gør det ikke noget at du tager legen med ud på græsplænen, på grusveje eller lignende.

    Har du adgang til et stykke asfalt, hvor du ved at der ikke er trafik, vil dette dog ofte være at foretrække – f.eks. en parkeringsplads, en skolegård eller en legeplads. Det vigtigste er bare at der er frit for trafik og at du har god plads omkring dig.

  • Hvad har jeg brug for af udstyr?

    En cykelhjelm og en cykel der passer, er det eneste du behøver for at komme i gang.

    Det kan være utrolig svært for børn at holde balancen på en cykel der er for stor – det svare til at du selv stiger op på en væltepeter-cykel. Det er derfor vigtigt at finde en cykel der passer til dit barns højde, for at blive tryg ved cykling. Vi har lavet en guide til valg af børnecykel, hvis du er i tvivl om dit barns cykel passer i størrelsen.

    Cykelleg kan godt give skrammer. Det er en helt naturlig del af det at lære at cykle. Derfor er det vigtigt at cykelhjelmen kommer på hovedet og ikke bliver glemt hjemme i klædeskabet. Sørg for at hjelmen sidder korrekt, så den yder optimal beskyttelse, og gør det allerede i dag til en fast del af dit barns cykelrutine, at man selvfølgelig aldrig cykler uden cykelhjelm.

Familieaktiviteter på cykel

Vores 5 yndlings cykellege

Herunder har vi samlet en oversigt med 5 cykellege, som vi mener at du bare SKAL prøve med dit barn.

Hver cykelleg er beskrevet som en opskrift. Den indeholder en målgruppe som omhandler ”hvem er legen tiltænkt”, en ingrediensliste med rekvisitter, en forberedelsesguide der klæder dig på som legeinstruktør, samt en fremgangsbeskrivelse, der fortæller dig hvordan legen udspilles.

Husk at kun fantasien sætter grænser for hvordan din cykelleg kan udvikle sig. God leg!

  1. Forhindringsbane
  2. Bremsespor
  3. Fange sæbebobler
  4. Kongens efterfølger
  5. Rødt lys - STOP
Børn på cykel

1. Forhindringsbane

Segment
Antal: 1-10, Alder: 2+ år

Rekvisitter
Spande, træstubbe, havestole, kegler, kridt, pinde og lignende. Kun fantasien sætter grænser her.

Forberedelse
Sæt en forhindringsbane op, som udfordrer børnene. Du kan bruge diverse rekvisitter til at opsætte forhindringer eller kridte en bane op, men kan også bruge dine omgivelser. Lad f.eks. banen køre mellem snævre tætstående træer, rundt om skraldespanden eller gennem en vandpyt.

Sørg for at gøre banen så varierende som mulig, så børnene både får mulighed for at køre langsomt, hurtigt og gennem sving og slalom. Og hvis du vil undgå kaos, er det en god idé at gøre banen ensrettet.

Du kan vælge at lave så mange forhindringer du har lyst til, alt efter hvor stor og kompliceret banen skal være. Vores anbefaling er at 8-10 forhindringer giver en god dynamik.

Det træner dit barn i

  • Manøvrering
  • At kigge frem og overkomme forhindringer
  • Opmærksomhed og reaktionsevne

Sådan leges legen

Når du har sat forhindringsbanen op, kan du sende børnene afsted én efter én. En god idé er, at du selv cykler eller løber banen igennem, så børnene på forhånd har set og forstået, hvordan de skal køre den.

Husk at lade børnene gennemføre banen i deres eget tempo – når først de er trygge, vil de som regel selv skrue tempoet op.

Første cykeltur

2. Bremsespor

Segment
Antal: 1-10, Alder: 4+ år

Rekvisitter
Kridt, snor, eller små pinde

Forberedelse
Tegn 5-8 tydelige streger med minimum 1 meters afstand, som markerer det sted hvor børnene har mulighed for at bremse henover. Lav en klar bane med godt tilløb hen til stregerne og en tydelig rute tilbage til banens start fra bremsezonen.

Benyt gerne et område der går en lille smule ned ad bakke eller har et lidt ujævnt underlag, som f.eks. grus – det gør det lettere at få lavet et godt bremsespor.

Det træner dit barn i

  • At bremse med præcision
  • At holde balancen ved hård opbremsning
  • At turde cykle stærkt og bremse pludseligt

Sådan leges legen

Legen drejer sig om at få visket stregerne i bremsezonen ud. Børnene sendes afsted en efter en ned mod bremsezonen, hvor de selv bestemmer hvilken streg de vil bremse henover og dermed forsøge at viske ud. Bemærk at der skal god fart på cyklen og bremses hårdt op for at lave et bremsespor.

Når den første har kørt igennem, cykles der tilbage til startområdet og den næste sendes afsted. Når stregerne i bremsezonen er visket ud – eller næsten er væk – beundres de fine bremsespor.

Sæbebobler og cykelhjelm

3. Fange sæbebobler

Segment
Antal: 1-5, Alder: 4+ år

Rekvisitter
Sæbebobler, hjemmelavet eller i rør

Forberedelse
Klargør sæbeboblerne ved at fylde en spand med vand og opvaskemiddel. Vil du have ekstra godt sæbeboblevand, så er et godt tip, at tilsætte en spiseskefuld glycerin (kan fås i dagligvarebutikker) og røre det forsigtigt sammen. Lad det gerne stå urørt i et par timer, og så har glycerinen gjort vandet lidt tykkere og dermed mere stabilt. Det giver nogle fantastiske sæbebobler!

Du kan også vælge at købe sæbebobler i rør fra legetøjsbutikker eller supermarkeder - bare sørg for at have nok sæbebobler. Før i går i gang, sørg da for at placére jer i et område med god plads til alle sider - især hvis der er mere end én cyklist med i legen.

Det træner dit barn i

  • At kigge op mens der cykles
  • At køre med en hånd
  • At orientere sig på cyklen

Sådan leges legen

En voksen får sæbebobler til at svæve rundt på hele legeområdet, og på cykel gælder det for børnene om at fange så mange sæbebobler som muligt. Børnene starter med at bruge deres hænder til at fange boblerne med, dernæst fødderne, cykelhjelmen, forhjulet osv.

Legen kan videreudvikles ved at benytte andre redskaber til at fange sæbeboblerne. F.eks. fluesmækkerne, bordtennisbat, sammenrullede aviser eller legetøjsskovle.

Leg på børnecykel

4. Kongens efterfølger

Segment
Antal: 2+, Alder: 5+ år

Rekvisitter
Ikke nødvendigt

Forberedelse
En god idé kan være at have et indskrænket område, hvor legen må foregå på. Opstil f.eks. kegler eller spande, som børnene skal køre inden for, når de er konge. Gennemkør gerne selv som den første 'konge', for at give inspiration til, hvad man kan gøre.

Hvis der er behov for at udvikle legen senere, kan der opstilles en decideret bane, som cyklisterne skal køre på, hvilket giver en ekstra udfordring oven i hatten.

Det træner dit barn i

  • At give tydelige tegn til bagvedkørende
  • At have mod på at lede en gruppe og dernæst efterfølge andre

Sådan leges legen

En af børnene er ”konge” og cykler forrest. På en række bagefter den forreste, følger resten af børnene. Det er kongen der bestemmer hvor de andre skal cykle hen, og hvordan de skal cykle.

Kongen kan f.eks. bestemme at de andre skal cykle i slalom, cykle med ét ben eller stå op i pedalerne. Kongen viser hvordan de andre skal gøre, og de andre børn efterligner kongens bevægelser så godt de kan.

Efter et kort stykke tid råber den voksne ”SKIFT”, og kongen bliver udskiftet ved at den forreste cykler om bagerst i rækken. Der fortsættes indtil alle har nået at være konge.

Leg på løbecykel

5. Rødt lys - STOP

Segment
Antal: 2+, Alder: 3+ år

Rekvisitter
Kridt, snor, eller små pinde til at optegne banen

Forberedelse
Lav en bane ved at optegne to parallelle linjer, der symboliserer en start- og målstreg. Sørg for at der er cirka 15 meters afstand mellem start og mål, og at der er plads nok til at alle cyklisterne kan stå ved siden af hinanden. Banen kan både være på asfalt, grus eller græs.

Det træner dit barn i

  • At kunne stoppe på signal
  • At kunne bremse præcist
  • At sætte i gang fra standsning

Sådan leges legen

Alle børnene står ved siden af hinanden bag startstregen, mens den voksne står bag målstregen med ryggen til børnene. Den voksne råber ”KØR” og børnene cykler frem mod målstregen. Kort efter råber den voksne ”3-2-1 RØDT LYS – STOP”. Den voksne vender sig herefter om og alle cyklister skal holde helt stille!

De cyklister, der stadig bevæger sig, bliver sendt tilbage til startstregen. De andre bliver stående hvor de er og processen gentages. Vinderen er den, der når over målstregen først.

Mod på mere?

Jeg håber, at du og din familie har fået godt gang i cykellegene derhjemme. Forhåbentlig oplever i at denne form for børneaktiviteter, bringer masser af glæde - både hos børn og voksne! Og hvem vil ikke gerne have det sjovt, og samtidig også lære at cykle bedre?

Disse 5 cykellege er kun et lille udpluk af mange og søger du flere gode cykellege, er det bare med at finde din kreative hat frem. En god idé er f.eks. at tage en børneleg, som ikke foregår på cykel og sige "hvordan kunne vi lege det her på en cykel?". Har du f.eks. prøvet at spille kryds og bolle i en cykelstafet? Eller hvad med fangeleg?

Er din kreative hat forsvundet? Og søger du en hjælpende hånd? Så tjek blandt andet Cyklistforbundets materiale på, hvordan man implementerer cykelleg i skolen, som kan give dig endnu flere ideer til cykellege på villavejen. God leg!