Køb dine julegaver nu og byt frem til d. 31. januar - Læs mere

Gode råd til at vedligeholde din cykel om vinteren

Sne, slud, regn, salt på vejene, punkteringer, rustne kæder, frostgrader. Undskyldningerne for ikke at bruge cyklen som dagligt transportmiddel er mange, når vinteren begynder at nærme sig.

Vejret kan vi ikke gøre ret meget ved, men vi kan til gengæld give dig fem tips, der med sikkerhed vil hjælpe dig til at komme nemmere gennem vinteren, uanset hvilke udfordringer der måtte opstå.

Råd 1: Rengøring af cyklen

En ren cykel er en glad cykel, og det gælder især om vinteren. Skidt, salt, slud og regn er alt sammen noget, der slider ekstra hårdt på din cykel. Den bedste kur mod det øgede slid er at rengøre din cykel. Det er ikke noget, der er nødvendigt at gøre flere gange om ugen, men blot når du synes, at cyklen er ekstra beskidt, og kæden er blevet helt sort af skidt.

Varmt vand og sæbe er altid fornuftigt

Brug en spand med varmt vand og sæbe, og sørg for at være ekstra grundig omkring de bevægelige dele på cyklen. Slut af med at skylle efter med rent vand. På den måde får du vasket det værste skidt og salt af cyklen, så den både holder længere og skinner om kap med solen, når du bevæger dig ud i vinterlandskabet – hvis solen altså gider skinne.

Brug eventuelt en degreaser

Vil du være ekstra god ved din cykel, kan du med fordel benytte dig af en god omgang såkaldt degreaser. En degreaser hjælper dig med at fjerne den gamle olie fra kæden, hvor skidt og snavs kan sidde og samle sig, så du kan smøre frisk olie på, og din kæde ikke længere er fedtet og sætter sorte mærker på alt, den kommer i nærheden af.

Se flere rengøringsprodukter

Råd 2: Smøring af cyklen

Et klassisk syn på cykelstierne i vinterhalvåret er de rustrøde cykelkæder. Selvom det måske er en meget fed farve til at peppe din cykel lidt op, er det ikke optimalt når kæden er rusten.

En rusten kæde kører først og fremmest ikke ret godt. Derudover så vil rusten med tiden gøre kæden skrøbelig, hvilket kan ende ud i en knækket kæde. Hvis du synes det er træls at skulle ud i regn og slud på cykel, så er det bestemt ikke mindre irriterende at skulle trække din cykel med en knækket kæde til og fra arbejde.

Brug den rigtige olie

Det vigtigste for at undgå rust på din cykel er at holde kæden smurt med en god vådolie. Vådolie er specielt udviklet til at være mere hårdfør og bliver ikke skyllet lige så let af kæden ved kørsel i våde og fugtige forhold, som tørolie gør. Smør gerne din kæde ofte, men undgå at smøre et for tykt lag olie på af gangen. Én dråbe på hver af de små ruller, så er du dækket godt ind. Du ved, at kæden er ved at trænge til ny olie, når den begynder at ”larme”, da en velsmurt kæde stort set er lydløs.

Som nævnt i det første råd er det en rigtig god idé at rengøre kæden, før du smører ny olie på.

Læs mere om cykelpleje

Råd 3: Opbevaring af cyklen

Rigtig mange cykler bliver opbevaret udendørs i vintermånederne. Ikke alle har mulighed for at stille cyklen indendørs eller i en opvarmet cykelkælder, men det gør heller ikke noget, hvis blot du er godt forberedt!

Cykellåse er ofte lavet uden noget til at beskytte nøglehullet for sand, skidt, salt og hvad der ellers kunne finde på at ligge på cykelstierne. Det betyder også, at rigtig mange oplever, at deres cykellås har en tendens til at sætte sig fast. Køb en god låsespray ved din lokale Fri BikeShop, og smør din lås jævnligt, så undgår du at knække din cykelnøgle i en lås, der ikke vil give efter.

Smør gearkabler

En anden ting, der har tendens til at sætte sig fast, er gearkabler. Især i perioder med skiftevis frost- og tøvejr kan der danne sig kondens i kablerne som, når det begynder at fryse om aftenen/natten, får vandet i kablerne til fryse, hvorved du ikke kan skifte gear på din cykel. Den bedste løsning på dette problem er at smøre dine kabler ved hæftningen eller helt tage dem ud af kabelføringen og smøre dem for så at sætte dem tilbage igen. Hvis der begynder at være revner i, vil det være en god ide at udskifte dem. Du kan aldrig være sikker på, at der ikke kan opstå situationer, hvor dine kabler kan fryse til. Men hvis du gør det så svært som muligt for vand og kondens at komme ind, burde du være på den sikre side.

Råd 4: Tjek dine dæk

Punkteringer og udskiftninger af slanger er den mest udbredte reparation på cykelværkstederne om vinteren. Det fugtige vejr giver fugtige dæk, som nærmest fungerer som en magnet på små skarpe sten, der kan bore sig ind i dine dæk.

Punkteringer kan aldrig helt undgås. Selv de mest punkteringsresistente dæk kan møde sin overmand, men med et godt dæk kommer du langt.

Dernæst er det vigtigt at tjekke sine dæk igennem med jævne mellemrum. Mange punkteringer sker ikke med det samme efter, at stenen har sat sig fast i dækket. I løbet af et par dage eller uger kan små flintsten arbejde sig igennem det beskyttende lag i dækket, hvilket til sidst giver en punktering. Tjek derfor gerne dine dæk for sten, der er på vej til at arbejde sig godt ind i dækket, og vip dem ud med en lille flad skruetrækker eller lignende.

Hold øje med dæktrykket

Når du står og tjekker dine dæk for småsten, kan du med fordel også tjekke dæktrykket. Når du skal mærke, om der er luft i dit dæk, er det vigtigt, at du klemmer på siderne af dækket og ikke ovenpå. Når du trykker ovenpå dit dæk, presser du ned i det forstærkede lag, der skal sikre dig mod punkteringer, dækket vil altså altid føles hårdt og godt pumpet her.

Det korrekte dæktryk er vigtigt for at have det bedst mulige vejgreb, mindske chancen for punkteringer og undgå unødigt slid på dækket. Et dæk med for lidt luft har tendens til at få sprækker i siden, der med tiden vil udvide sig, indtil det ultimativt vil flække.
Er du i tvivl om, hvor meget luft der skal i dine dæk, kan du altid kigge på siden af dit dæk. Her vil der være som oftest være påskrevet et dæktryks interval i bar eller PSI.

Pump dækket til et sted lige over middel af disse, så er du godt på vej. Et dæk vil typisk skulle pumpes en gang om måneden for at sikre, at du ikke kører med et halvfladt dæk.

Råd 5: Få cyklen tjekket af din lokale Fri BikeShop

Hvis du følger de første fire punkter i denne lille guide, så er du rigtig godt på vej til en vinter uden cykelproblemer. Men derfor er det stadig en god idé at tage din cykel forbi din lokale Fri BikeShop for at få den tjekket igennem før og efter vintersæsonen. En hurtig justering af gear, opstramning af hjul, stramning af kæde og et tjek af bremserne sikrer, at du er klar til at gå vinteren i møde.

At få de samme ting tjekket, når vinteren er ovre, sikrer samtidigt, at du får opdaget dele, der er blevet slidte i løbet af vinteren, og som bør udskiftes i god tid.

Du kan nemt booke tid på vores cykelværksted, hvor faguddannede mekanikere står klar til at hjælpe dig året rundt.

Måske kan du også lide

Bemærk! Din bestilling er først bindende, når vi har bekræftet din ordre.