Test: ABUS Bordo Alarm

ABUS Bordo Alarm er en foldelås med alarm, der skal holde cykeltyvene væk. Sarah har testet låsen på sine daglige cykelture.

Mit første indtryk af låsen

Det første jeg lagde mærke til var, at den var tung – mere præcist røg den på vægten – og med en vægt på 1,5 kg, så det er værd at tage in mente, hvis man har en letvægtscykel. For mit vedkommende er den kun 600 g tungere end den tidligere lås, jeg har brugt, så det er ikke den store forskel. Til gengæld så er det en solid lås, hvor man virkelig får en fornemmelse af, at den kan modstå meget. Derudover kan jeg godt lide, at den kommer med sin egen holder.  

Jeg forventer, at låsen er nem at håndtere, hurtig at bruge og giver en følelse af, at man har efterladt sin cykel i større sikkerhed. Jeg har tidligere brugt en kædelås til min cykel, som skulle igennem cyklens egen lås, og det har dermed haft sine begrænsninger ift. at låse cyklen fast til omgivelserne. Derfor forventer jeg, at denne foldelås er mere anvendelig og nemmere at låse fast til ting. Jeg ser frem til, at låsen har sin egen faste plads på cyklen uden at være i vejen.    

Montering

Monteringen var virkelig nem og ikke mindst hurtigt – det kræver kun to unbrakonøgler (0,5 og 1 Nm) og et par minutter. Det eneste, der ikke var så godt forklaret, var forskellen på låsens to positioner. Det havde jeg lidt problemer med, og som nybegynder i avancerede låse, så syntes jeg ikke brugsanvisningen var til megen hjælp. Min kortvarige forvirring blev dog opklaret på to minutter ved at se en kort video fra ABUS.

Nu hvor jeg kigger på brugsanvisningen igen, kan jeg dog godt se ideen med forklaringerne, men nu har jeg også forståelsen for produktet, så det tæller ikke rigtigt. Når man først har fanget ideen, så er den virkelig nem at bruge.

MØD VORES TESTER

Mit navn er Sarah. Jeg er 21 år og studerende på Aarhus Universitet. Jeg elsker at dyrke motion, og derfor er det også naturligt, at min cykel er – og faktisk altid har været – mit primære transportmiddel. Jeg ville faktisk have svært ved at leve uden den.

I forhold til offentlig transport, så er det at cykle mere fleksibelt, effektivt, hurtigt, giver frihed, og så får man ovenikøbet motion af det – helt gratis. I mit tilfælde er det også altid hurtigere. Cyklen er ganske enkelt bindeleddet i en travl hverdag.  

Min skræk – såvel som enhver cykelejer i en storby, vil jeg mene – er at min cykel en dag ikke står, hvor jeg har efterladt den. Jeg har for mindre end tre måneder siden – imod manges anbefaling – købt en splinterny cykel, fordi jeg sætter pris på at have et ordentligt transportmiddel, når det bliver brugt så flittigt. Men gør desværre også, at den dermed er mere attraktiv.   

Daglig brug

Produktet sidder solidt fast i sin holder og er nemt at komme til og sætte på plads igen. Med sin placering, hvor man ellers kan have en drikkedunksholder, er den ikke et forstyrrende element, når man cykler. Da det er en foldelås, er den mindre fleksibel end en kædelås, og det kræver lidt tilvænning. Men jeg har endnu ikke været i en situation, hvor jeg ikke har kunne låse hjulet eller stellet fast til noget. Fordelen ved en foldelås er dog, at den fylder betydeligt mindre, som er et klart plus.

Alarmen

Alarmdelen har sine fordele og ulemper. Når man transporterer låsen, er den låst i første position (dvs. at det første af de to indhak er inde i låsen, mens den anden stadigvæk kan ses) og dermed er alarmen ikke aktiveret. Når man låser cyklen fast til fx cykelstativet, skal den trykkes helt ind (så begge indhak forsvinder ind i låsen). Når nøglen drejes på plads og tages ud, går der ca. to sekunder før låsen siger ”bip...bip”, og gør dermed opmærksom på, at den er låst med alarm.

Det føles lidt ligesom at låse en bil. Det gør, at folk ikke kan flytte på cyklen uden, at alarmen går i gang. Først med en advarsel, men forstætter rystelserne, går alarmen for alvor i gang. Den er rimelig følsom. Det lykkedes mig i hvert fald at sætte advarslen i gang, da jeg smed min træningstaske i kurven inden låsen var taget af – så det virker.

Ulempen ved alarmen er, at man godt selv kan sætte den i gang, når man låser den op, da den ikke stopper før låsen er helt fra hinanden på trods af, at nøglen er drejet. Man kan heller ikke flytte på cyklen for nemmere at komme til låsen (som jeg åbenbart har haft en tendens til)... men det er et spørgsmål om vaner – og hvor tæt på sidemanden låser sin cykel – i så fald må man bare være hurtig.    

 


Min anmeldelse af ABUS Bordo Alarm


Samlet vurdering:
Lever produktet op til din forventning: 
 

Låsen levede bestemt op til mine forventninger. Det er en lækker lås, som er nem at bruge (og montere), og som bare fungerer. Den giver en fornemmelse af, at man har efterladt sin cykel i gode hænder. Det eneste minus er prisen, da den er i den dyre ende af prisklassen. Men foldelåse er dyrere, fordi de er mindre og smartere.

Angående alarmen kan man også diskutere, hvor effektiv den er, og hvor meget mere sikkerhed man får ud af det end blot denne lås uden alarm. Ideen er dog god – og mon ikke det holder nogen cykeltyve væk. Jeg vil i hvert fald fortsætte med at bruge produktet.

Hvis man har en dyr eller lidt dyrere cykel, kunne denne lås være værd at overveje. Især hvis man bor i travle storbyer, hvor cykeltyverier generelt er et stort problem. 


Køber du en ABUS Bordo Alarm sammen med din nye cykel tilbyder ABUS en ulempe-kompensation, hvis cyklen skulle blive stjålet inden to år fra købsdatoen. 

Mangler du også en ny lås?

En lås er vigtig for dig, hvis du vil sikre dig bedst muligt mod at få din cykel stjålet. Se vores udvalg af låse - du finder forskellige typer, så du kan finde en der passer til dit behov.

Se udvalg