Den ultimative guide til cykelferie i Danmark

Overvejer du at holde en aktiv ferie i det danske land? Med fødderne i pedalerne og en god oppakning har du gode forudsætninger for en oplevelsesrig ferie i skønne Danmark. Læs med her og bliv klogere på alt fra planlægning, inspiration og pakkeliste til din cykelferie.

Cykelferie eller cykeltur i Danmark - 5 gode råd

Skal ferien tilbringes på to hjul i år? Eller skal det måske bare være en længere cykeltur i ferien? Hvis du ikke er vant til at tage på længere cykelture eller rejser, så kan det være en stor hjælp at trække på andres erfaringer.

Vi har samlet en liste med 5 praktiske foranstaltninger, der kan være en idé at have overvejet inden du beslutter dig. Selv om du er veteran på området, kan det måske også være, at du kan finde et par guldkorn blandt de gode tips, vi her har samlet om emnet.

#1 Planlæg turen 

Inden du tager afsted, er det en rigtig god idé at have et mål. Især på længere ture og ferier kan planlægning virkelig være en hjælp. Når du planlægger, kan det være en stor fordel at følge de afmærkede cykelruter - her får du de bedste forudsætninger for trafiksikkerhed og gode oplevelser langs ruten. 

Inden du tager afsted, bør du tage stilling til følgende:

  • Hvor skal du cykle hen?
  • Hvor langt skal du cykle om dagen?
  • Skal du cykle alle dage?
  • Bør du få servicetjekket din cykel?
  • Skal du booke overnatning?

Det er værd at huske, at i sommerferien er det højsæson for især vandrerhjem, kroer samt bed & breakfast og det kan betyde, at de er overfyldte. De fleste steder kan bookes via nettet, men ellers er der altid god hjælp at hente hos den lokale turistinformation.

Når ferien er planlagt, kan det være en god idé at teste formen af på et par træningsture nogle uger før ferien. På den måde får du afprøvet udstyret samtidig med, at du får en fornemmelse af, hvor langt du kan holde til at cykle. Især hvis du har børn med på turen, kan det være en fordel.

Inden du tager afsted, bør du også få gennemgået din cykel og udstyr. Du kan enten gøre det selv eller søge råd og vejledning hos din lokale Fri BikeShop. Det kan være med til at spare dig for ærgelser og tid undervejs på turen.

#2 Vær OBS på afstanden

En almindelig cyklist kører cirka 10 km i timen med en lettere oppakning – inklusive mindre pauser. Inden du tager afsted, bør du afstemme kilometerforventninger for turen. Når du planlægger ruten, bør du altid planlægge etaperne efter den svageste i gruppen. Husk også at sætte god tid af, hvis der skulle ske noget uforudset, som punkteringer eller lignende der tager tid.

Danmark er et lille land og det betyder, at du ofte er i nærheden af en købmand, kiosk, tankstation eller supermarked, hvor du kan få fyldt drikkedunken og købe andre forsyninger. Dertil skal det også siges, at mange kirker tilbyder både toiletfaciliteter og drikkevand.

Gør det til en god vane at strække ordentlig ud efter dagens cykeltur. Det er en indsats, som du vil værdsætte næste morgen.

#3 Pak cyklen rigtigt 

Det kan godt være svært at pakke cyklen til en længere tur: hvad skal du have med? Og hvor skal det være? Prøv at begrænse din bagage til maksimum 10-15 kg. og fordel den på flere lavthængende tasker for at give din cykel god balance med et lavt tyngdepunkt.

Ønsker du at vide mere om, hvordan du pakker din cykel til turen og hvad du skal medbringe? Så kan du læse vores komplette pakkeliste til cykelferien længere nede på denne side. 

#4 Ha' udstyret i orden

Udstyr til dig og cyklen er vigtigt for din cykeltur. Du skal altid huske en god cykelhjelm. Derudover kan det være rart at have følgende:

  • Et par gode cykelhandsker er guld værd, hvis du vil undgå vabler og ømme håndflader.
     
  • Cykelsko med stive såler, giver den bedste kraftoverførsel til pedalerne – bløde sko belaster foden unødvendigt meget på langfart.
     
  • Gode cykelbukser eller cykelshorts skåner bagdelen og giver mindre ømhed efter de mange timer i sadlen. Cykelunderbukser/indershorts er også rigtig gode hvis du f.eks. skal cykle med overtræksbukser.
     
  • Man behøver ikke at være professionel for at sætte pris på en cykelcomputer. Det hjælper både på orienteringen og på moralen, når man ved præcis, hvor meget man har cyklet.

Mangler du sparring på hvilket udstyr, der kan gøre din cykelferie sjovere og mere behagelig - så kig gerne ind forbi din lokale Fri BikeShop og få en orientering om alt det moderne udstyr, der kunne være interessant for dig.

Cykeltøj til cykelferien

Her finder du vores mest populære cykeltøj:

#5 Skal børnene med?

Til mindre børn findes der særlige cykelanhængere med 1-2 sæder, hvor de kan sidde og hygge sig med legetøj under kørslen. Der er også mulighed for anbringelse af en babylift.

Et barn på 8 år kan normalt sagtens køre omkring 30 km om dagen, og 12-14 årige præsterer gerne på lige fod med de voksne, når lysten og formen er til stede.

Cykler dit barn selv, er det vigtigt at cyklen er nøje afstemt med barnets alder og størrelse - du finder en børne cykelguide her. Hvis den er for stor, giver det en anstrengende kørestilling og dårlig kontrol. Undgå desuden tung og omfangsrig bagage på barnets cykel, og husk at holde mange pauser undervejs.

Cykelferie i Danmark 

Du er måske blevet klogere på hvorvidt der skal afholdes en cykelferie, eller om der blot skal tages nogle lange cykelture - men så opstår spørgsmålet, hvor skal turen gå hen?

Danmark byder på et vælg af naturskønne cykelruter og det hele kommer an på, hvad du gerne vil opleve på din cykelferie og hvor langt du er villig til at cykle.

Hvis du mangler inspiration til dagsture eller ruter i hele Danmark, så finder du en inspiration i vores oversigt over de bedste danske cykelruter her. Ellers vil vi her komme med bud på hvordan en længere cykelferie kunne se ud i henholdsvis Jylland, Fyn, Sjælland og Bornholm.

Cykelferie i Jylland - Kulturringen

Overvejer du en cykelferie i Jylland, er der et hav af muligheder. Et godt bud kunne være Kulturringen, som er en fantastisk cykelrute på i alt 540 km som tager dig gennem natur -og kulturoplevelser i Østjylland.

Ruten er skiltet hele vejen og fordelt på gode asfaltveje, så du nemt kan komme rundt. Kulturringen består af i alt 22 ruter, så hvis du ikke har mod på hele ruten, kan du sagtens sammensætte de ruter der passer bedst til din cykelferie. Her kan du for eksempel benytte den offentlige trafik til at hoppe af og på.

På ruten vil du opleve den østjyske smukke natur på tætteste hånd, som blandt andet går forbi Aarhus og Samsø. På ruten vil du møde hav, skov, sø, marker og øer - men hvad der gør denne rute speciel er, at ruten også er spækket med kulturoplevelser som inkluderer museer, slotte, kirker og hyggelige byer. På ruten er der gode muligheder for overnatning og indkøb samt servicefaciliteter.

Cykelferie på Fyn - Østersøruten 

Fyn byder ligeledes på en skøn natur og et fantastisk ø-hav, som er ekstra attraktiv i den danske sommer. Et godt bud på en cykelferie på Fyn kunne være langs den smukke skiltede østersørute, som i alt er 820 km lang.

Hele ruten tager dig rundt i dele af Syddanmark - herunder Sjælland, Møn, Lolland-Falster, Storebælt, Fyn og øerne. Selve ruten er inddelt i 14 etaper, så der er rig mulighed for at tilpasse de etaper der passerer Fyn og som passer bedst til dig og din cykelferie. På ruten er der i alt 8 broer og 5 færger der forbinder de mange øer.

Østersøruten på Fyn strækker sig langs kysten og gennem skove og gyldne marker. Du vil ligeledes opleve landsbyer, herregårde, gårdbutikker, havnemiljøer og hyggelige caféer. Landskabet varierer mellem flade strækninger tæt på kysten og bakkede landeveje.

Cykelferie på Sjælland - Nationalrute 9 

Skal cykelferien afholdes på Sjælland, så er nationalrute nr. 9 langs Sjællands østkyst et rigtig godt bud. Ruten starter i Helsingør i det nordlige Sjælland og tager dig langs en varieret kystlinje til Danmarks sydligste punkt Gedser. Ruten er i alt 290 km lang og byder på både smuk natur -og kulturoplevelser, du vil blandt andet komme forbi København, Køge bugt, UNESCO Verdensarv Stevns Klint og Møns klint.

Har du mod på at krydse de danske landegrænser, kan tage du færgen videre fra Gedser til Rostock og fortsætte på den skiltede rute og til sidst ende i Berlin. Du kan også vælge at starte i København, så vil cykelruten til Berlin være i alt 630 km lang. Ruten er delt op i 15 etaper, så hvis du sætter god tid af og cykler cirka 40 km om dagen kan de fleste være med.

København er tidligere blevet kåret som verdens bedste cykelby og byder på mere end 350 km cykelstier fordelt i byen. Ønsker du en cykelferie i den danske hovedstad med korte afstande til natur, så finder du inspiration til en cykelferie i københavn her.

Cykelferie på Bornholm - Nationalrute 10

Solskinsøen Bornholm byder på en anderledes og smuk natur. På Bornholm kan du cykle langs en varieret kystrute, som tager dig hele vejen rundt om øen - ruten kaldes også 'Bornholm rundt'.

Selve ruten er i alt 105 km, men på Bornholm findes der skiltede cykelveje på over 230 km - så du har rig mulighed for at afvige kystruten og tilbringe flere dage i sadlen. På ruten kan du nyde synet af klipper, hvide sandstrande, nedlagte jernbanelinjer, domkirker, skovstier og hyggelige fiskelandsbyer.

Det er værd at tilføje, at Bornholm er en klippeø og det betyder også, at der er nogle seje stigninger - især på Bornholms nordøstlige kyst. Men da der findes mange ting at se på Bornholm, er der gode forudsætninger for oplevelsesrige pauser fra cyklen. Husk at booke overnatninger i god tid, da Bornholm er meget populær i højsæsonen.

Sådan pakker du cyklen til ferien 

Når du har fået planlagt cykelferien og cykelruten for din tur, så er det tid til at få styr på det nødvendige udstyr, som skal medbringes på ferien. Her kan der opstå spørgsmål som følgende:

  • Hvor skal vi opbevare vores oppakning?

  • Hvad skal vi have med?

Disse spørgsmål er der mange, der kan nikke genkende til. Der findes dog heldigvis rigtig mange gode muligheder, der kan gøre det let for dig at pakke til en cykelrejse.

Derfor får du her nogle bud på opbevaringsmuligheder og en pakkeliste, som du enten kan følge eller lade dig inspirere af inden du begynder på din cykelferie

Opbevaringsmuligheder til cykelferien 

1. Cykeltaske: Hvis du endnu ikke har en cykeltaske, bør du overveje at anskaffe dig en. Moderne cykeltasker er lette, rummer meget og er nemme at montere på cyklen. Kunsten ligger i ikke at fylde dem med alt for meget tungt og med unødvendigt gods – og bevare et lavt tyngdepunkt på cyklen. Du kan eventuel sætte to store, lavthængende cykeltasker på bagagebæreren - så er der godt med plads til cykelferien. 

2. SadeltaskeEn saddeltaske er eminent til at opbevare det mest nødvendige værktøj, som for eksempel lappegrej, cykelpumpe og et par ekstra slanger. Du kan få mere inspiration til det mest nødvendige værktøj på farten her

3. Cykelkurv: En cykelkurv er en praktisk løsning til lidt ekstra opbevaring. En cykelkurv sidder tæt på dig, og du vil kunne nå de vigtigste ting uden at stoppe op. I en cykelkurv kan du for eksempel opbevare værdigenstande, snacks, solcreme og turbeskrivelser. 

4. CykelanhængerSkal du på cykelferie, som indebærer en telttur og har du brug for ekstra meget udstyr - så kan du eventuelt supplere med en cykelanhænger. De lette anhængere gør det muligt at udvide bagagen betydeligt, uden at overbelaste cyklen og besværliggøre kontrollen.

5. Bagagetransport: Køber du en samlet rejsepakke gennem f.eks. et rejsebureau, giver nogle selskaber dig mulighed for at transportere din bagage for dig. Når du starter dagen ud, bliver din oppakning således kørt frem til din slutdestination, og du kan nyde cykelturen uden den store bagage.

Opvaringsmuligheder til cykelferien

Her finder du vores mest populære opbevaringsmuligheder:

Pakkelisten til din cykelferie

Vi har samlet en komplet oversigt over de vigtigste ting, som du skal huske at pakke til din cykelferie. Listen er delt op i praktiske ting, beklædning, værktøj og diverse. Listen kan bruges som tjekliste eller inspiration til din cykelferie.

Husk at der findes ikke dårligt vejr, kun dårlig påklædning - den optimale cykelbeklædning består af lag, så du let kan regulere din temperatur undervejs ved at tage tøj af og på.

Del gerne pakkelisten med andre

Skal du campere? 

Overvejer du en autentisk cykelferie i det fri? Så kan du benytte dig af de forskellige sheltere rundt i landet, som frit kan benyttes (husk at booke). Du kan også vælge at campere på "fri teltning-pladser" eller på nogle af landets mange camping pladser. 

Her får du en række ting, som du også skal have med på din cykelferie hvis du skal campere:

  • Telt (så let og vindstabilt som muligt)
  • Liggeunderlag
  • Sovepose der passer til klimaet
  • Lagenpose
  • Brænder og brændstofflaske
  • Grydesæt
  • Bestik (fx i aluminium eller plastic)
  • Foldekop
 

5 ekstra uundværlige ting til din cykelferie

Cykellygter
Cykelcomputer
Letvægtspresenning
Lås til bagage
Plastikposer

Er du i tvivl om dit valg af udstyr?

Hvis du er i tvivl om, hvilket udstyr du skal vælge for at få det bedste ud af din cykelrejse, så er du mere end velkommen til at komme ind i en af vores mange butikker. Vi har alt fra cykler til hele familien til cykelhjelme og diverse udstyr, så er du sikker på, at du er godt rustet til din cykelrejse.

Hvilken cykel egner sig til cykelferien?

Her får du vores fire bud på cykler, som vil egne sig særlig godt til en cykelferie. Husk at alle cykler som udgangspunkt kan bruges, men ved at anvende en cykel der er godt rustet til en cykelferie, vil du få en bedre cykeloplevelse. Læs med her.  

#1 Hybridcykel

#1 Hybridcykel

En hybridcykel kan betegnes som en sammensmeltning af en mountainbike og en landevejscykel. På cyklen er der komponenter som brede dæk og en affjedret forgaffel, hvilket bidrager til en komfortabel køreoplevelse - men går ikke på kompromis med rullemodstanden. 

Med en hybrid cykel bliver du rigtig godt kørende både i terræn og på asfalt. Cyklen er generelt meget alsidig og sætter ikke grænser for, hvad du kan gøre. Bliv klogere på hybridcyklen her.

Hybridcyklen egner sig ekstra ordinært godt til cykelferien, da den som nævnt ikke sætter nogen begrænsinger. Cyklen kan tage dig med rundt på landeveje - og i terræn og byer. 

 

#2 Gravel cykel

#2 Gravel cykel

En gravel cykel ligner lidt en racer med moutainbike dæk. Cyklen er oprindeligt udviklet til langdistance-cykelrytterne, så de havde mulighed for at undvige landevejene og ud på de mere kuperede og grusbelagte sideveje

Med cyklens gedebukkestyr opnår du en fremdarettet og sporty kørestilling, som der ses ved en almindelig racercykel. Cyklens dæk giver dog et bedre vejgreb og det bidrager til en større komfort og stabilitet.

En gravel cykel egner sig rigtig godt til en cykelferie, især hvis du har ambitioner om at tilbagelægge lidt længere distancer. 

#3 Klassisk cykel

#3 Klassisk cykel

En klassisk cykel er typisk en komfortabel cykel med lav indstigning, et buet styr og en behagelig sadel - den har et stilfuldt udtryk og er udstyret med simple komponenter.

En klassisk cykel er lidt tungere end andre cykler, men fordi der på en cykelferie tilbringes mange timer i sadlen har komforten stor betydning.

En klassisk cykel vil egne sig godt til de danske landeveje og byer - og især til de cykelferier hvor der ikke skal tilbagelægges flere hunrede kilometer. Som en ekstra bonus er den klassiske cykel praktisk i forhold til oppakning, da de ofte har bagagebærer og frontkurv.

 

#4 Elcykel

#4 Elcykel

En elcykel er en cykel med motor, som kan cykle op til 25 km i timen - og efterhånden laves næsten alle typer cykler med el. Bliv klogere på valg af elcykel her. En elcykel kan gøre cykelferie-livet til en leg.

Hvis du ønsker at have fuld fokus på naturen og landskabet omkring dig, og knap så meget fokus på ømme lårmuskler - så er elcyklen et genialt valg til din cykelferie. Det kan godt blive lidt ekstra hårdt at cykle med oppakning – og her har du altså en fordel med hjælp fra motoren.

Den eneste ulempe er, at batteriet jævnligt skal oplades. Har du f.eks. en elcykel med lav rækkevidde, som hurtigt løber tør for strøm, kan det pludselig blive en tung cykel at cykle rundt på. Hvis du har din oplader med, er der dog mange steder hvor du har mulighed for at lade op undervejs.

Husk at få tjekket din cykel igennem

De fire bud på cykler som egner sig ekstra godt til cykelferier, er blot overordnede retningslinjer for en succesfuld cykelferie. Du kan også bruge din egen cykel, som måske ikke er en af de ovenstående cykler. Det er helt op til dig og din cykelferie.

Inden du bevæger dig ud på flere hundrede kilometer i din ferie - så kan det være en rigtig god idé og hjælp, at få lavet en grundig gennemgang af din cykel i en af vores butikker. Her vil vores faguddannede mekanikere hjælpe dig med at klargøre din cykel, så du undgår de værste unødvendige stop.

Måske kan du også lide

Se flere indlæg
Se flere indlæg