Vild med vinterpendling

”Fra i morgen cykler jeg på job. Uanset vejret!” - Sådan kommer DU nemt i gang

Hvis du vil være en flittig vinterpendler, skal du hænge på her. Vi giver dig en række enkle råd, der hjælper dig til at rulle glad og sikker gennem vinteren på to hjul. – Også når du står op til mørke, minusgrader og stiv kuling.

Drop undvigelsesmanøvrerne og find cykelpumpen frem. Det kan sagtens lade sig gøre at blive vild med at vinterpendle. Vi vil endda vove at påstå, at du når at blive afhængig af dine pendlerture, inden foråret melder sig med lyse morgener og tørre veje. 

Vær vedholdende. Nye vaner tager tid at lære

Hvad kan motivere dig til at vælge cyklen? Nogle bliver motiveret af gratis motion, at de sparer penge, at det er miljøvenligt eller noget helt fjerde. Måske kender du tommelfingerreglen om, at det tager 21 dage at integrere en ny vane. Det er desværre en myte. Ifølge eksperterne kan du ikke sætte et bestemt antal dage af, og vupti – cykelturen er en vane – ligesom at børste tænder.

Det er derimod vigtigt, at du holder fast og fokuserer på dét, der motiverer lige præcis dig. Der sker ikke noget ved at springe en dag eller to over. Men springer du en hel uge over, bliver det svært at svinge tilbage på cykelstien.

Mangler du motivation eller et kærligt spark? Her er ti gode grunde til at tage cyklen på job.

Vær beredt. - Hav cykel, tøj og udstyr klar

Det kræver unægteligt selvdisciplin at trække cyklen frem og vrage den lune bil eller bus til fordel for et iskoldt cykelsæde. Vintercykling er udfordrende. Det er mørkt. Koldt. Veje og cykelstier kan være glatte, og du skal have en hel del tøj på for at holde kroppen varm og tør. Med lidt ekstra udstyr og en bevidsthed om, at du skal have køretøj og grej klar til afgang, er du godt på vej ind i din nye livsstil.

Tjekliste

Det skal du have klar om morgenen:

  • Cykel med velfungerende bremser og gear
  • Dækkene skal være pumpet tilstrækkeligt
  • Lygterne skal være opladt, eller du skal have ekstra batterier klar.
  • Overtrækstøj, hue, vanter, hjelm osv. skal være tørt. Hæng dit våde regntøj op, når du kommer hjem. Så er det klar til næste morgen. 
  • Vandtæt rygsæk med tørre sko, lidt tørt tøj, sko eller make-up til når du er fremme. 

Prøv dig frem med tøjet. - Brug det du allerede har

Du behøver ikke at investere en formue i dyrt outdoor-tøj. Hvis du f.eks. tager på ski, ejer du sandsynligvis en svedtransporterende undertrøje, overtræksbukser, skihandsker, en tynd hue der kan være under hjelmen og en varm, vandafvisende jakke. Prøv dig frem. Find ud af, hvad det kræver at temperere netop din krop.

Nogle personer skal have flere lag på. Andre giver den max gas på cyklen og sveder i en tynd skaljakke, uanset om det er minusgrader. Efter et par uger ”on the road” ved du meget mere om, hvilken slags tøj, du skal have på i de forskellige vejrforhold.

Er du utryg ved at cykle i glatføre? Se vores gode råd til vintercykling her.

Hold cyklen i form

Dine vigtigste aktiver er altså motivation og vedholdenhed, godkendte lygter, hjelm, varmt tøj og selvfølgelig en sikker cykel med gode dæk, hvor bremser og gear er i orden.

Det er også vigtigt med skærme foran og bagpå, så det ikke sprøjter op på dig med vand fra vejen. Dansk vintervejr slider hårdt på den tohjulede, fordi vejsalt og fugt øger risikoen for rust markant, så du kan med fordel vaske og smøre kæden jævnligt.

Livstidsservice er en ekstra fordel om vinteren

For at forlænge levetiden på din cykel (og dig selv - du har jo hårdt brug for cyklen), er det en god idé jævnligt at følge op med et service hos din lokale cykelfagmand. Her får du justeret og smurt kæden, pumpet dækkene, finindstillet gear og bremser.

Fri BikeShop tilbyder Fri Livstidsservice til alle nye cykler. Det er ubegrænset service der varer hele cyklens levetid. Det er helt oplagt at bruge en serviceaftale, når salt, sjap og sjask tærer på cyklens vitale dele.

Se mere om fordelene ved livstidsservice her.

Mød de erfarne vinterpendlere

Nogle tager cyklen for at få sat flueben ved den daglige motion. Andre har ganske enkelt ikke noget alternativ. Vi har talt med dedikerede cyklister, der træder sig gennem vinterkulden.

Mød Thomas

Thomas kører på el-cykel: Det tager kun 16 minutter at komme på arbejde
”Vi har valgt en el-cykel til mig i stedet for bil nummer to. Det er smartere, meget billigere og et grønnere alternativ. Jeg cykler 7 kilometer hver vej til arbejde, og det tager kun 16 minutter. Fordi cyklen har motor på, slipper jeg for at svede ret meget under og efter turen. Jeg har ikke andre muligheder end at cykle. Det er bare at trække i tøjet og komme af sted.”

Har du et godt råd til vinterpendlere?
”Gør det uden at tænke så meget over, at vejret er dårligt. Det er lækkert at komme ud. Hvis du kører på el-cykel, skal du selvfølgelig lige huske at lade batteriet op, som jeg gør et par gange om ugen. – Og så er det en god ide at hænge det våde tøj til tørre, når du kommer hjem.

- Thomas Berg er maskiningeniør og 34 år. Han cykelpendler ca. 70 kilometer om ugen

Mød Lone

Lone får gratis motion og frisk luft
”Jeg elsker at cykle på arbejde. Det giver mig mere overskud til job og familieliv. Frisk luft og især gratis motion motiverer mig til at vælge cyklen, når det regner og blæser. Jeg har mulighed for at køre i bil, men på grund af morgentrafikken er det ikke hurtigere. Jeg har 6 kilometer hver vej og sætter 45 minutter af til turen og til at skifte tøj, når jeg er fremme.”

Har du et godt råd til vinterpendlere?
”At have en velfungerende cykel med gear, der skifter som de skal. Ellers kan det godt blive tungt op ad bakkerne. Du skal også huske at sørge for, at der er strøm på dine lygter. Det behøver ikke at være dyrt i grej og tøj. Lige nu, hvor det er omkring nul grader og vejene er våde, er mit bedste tip en langærmet uldundertrøje, regnbukser og en varm jakke.”

- Lone Hyldgaard Nielsen er lærer og 42 år. Hun cykelpendler ca. 60 kilometer om ugen.

Er du klar til at rulle på job i morgen?

- Så er der kun tilbage at sige: Rigtig god tur resten af vinteren!